Det er nu tre år siden, de første AI-genererede tegneserier fandt vej til internettet. Fanfaren var stor og fremtidsudsigterne lyse. Så hvorfor er der stort set ingen, der laver eller læser tegneserier skabt med kunstig intelligens?
Sommeren 2022 så en helt ny form for billedfortælling dagens lys: Den AI-genererede tegneserie. Hvor tegningerne var skabt ved at skrivetekst - prompts - ind i en AI-billedgenerator: En superhelt, der flyver over New York, tegnet i Frank Miller-stil.
Lungflower af den amerikanske science fiction-forfatter Brian Martinez, digitalt udgivet i juni dét år, kom efter alt at dømme først. En bølge af eksperimenterende værker fulgte, måske mest opsigtsvækkende Prompt, en AI-skabt anti-AI tegneserie selvudgivet af den feterede tegner Dave McKean (Sandman, ArkhamAsylum, etc.) – men også fx den danske animator Christen Bachs Entering the Data Core.
Fælles for dem var, at de var mere illustreret prosa endegentlige tegneserier: Masser af tekstkasser og syrede, surrealistiske digitale malerier. Figurer var svære at genkende fra billede til billede, og kontinuerlig handling skildret over flere billeder var et særsyn.
Det handlede om teknologiens begrænsninger. Tegninger blev genereret én ad gangen, så det var mere held end forstand, hvis de fungerede i sekvenser. Men der kom hele tiden nye redskaber: Snart var det muligt at fodre figurer ind i billedgeneratorerne, som kunne gå igen fra billede til billede, ligesom det blev stadigt lettere at posere karakterer, som man ville, og placere dem i specifikke miljøer.
Teknologiens proselytter øjnede en gennemgribende demokratisering af tegneseriemediet: Om lidt ville det ikke længere værenødvendigt at kunne tegne for at lave tegneserier. Det ville bare kræve lidt teknisk kunnen og en god idé.
Stilhed efter stormen
Siden er der gået to et halvt år, hvor der har været bemærkelsesværdigt stille omkring AI-tegneserier. Ingen etablerede forlag har udgivet dem på tryk, og ingen promptede tegneserier har taget internettet med storm. Når denne skribent googler ”AI Comics”, er hele første sides søgeresultater software til at skabe AI-værker med; først på side to finder jeg AIcomicbooks.com, en online-platform for AI-tegneserier.
“Experience the Best AI Comic Book Collection Online,” lokker forsiden. Jeg klikker mig ind og går ombord.
Hjemmesidens udvalg tæller i alt 79 digitale bøger, men det er svært at vurdere, om de faktisk bliver læst. Sorterer man listen efter popularitet på jagt efter publikumsbaskerne, lander SojournRealm af R. Neo på toppen. AIcomicbooks.com lader ikke brugerelike eller kommentere, men der ligger en “complete graphic novel”-udgave påAmazon, der til dato er ratet og/eller anmeldt af i alt 0 læsere. Nyeste e-bog på AIcomicbooks.com – og den femte-mest populære – er Tokyo Roommates 3. Den findes også på tegneserieplatformen Globalcomix.com, hvor den pt. har 213 views.
Til sammenligning har den femte-mest populære tegneserie på tegneserieplatformen GlobalComix – 100 procent menneskeskabte Walking Dead Compendium 1 – i skrivende stund 2,2 millioner views.
"Når du laver AI-tegneserier, så er du mere kurator end kunstner. Det handler om at vælge til og fra snarere end egentlig at skabe noget."
Fortællingen er død
Der er ikke meget, der tyder på, at AI-tegneserier har læsernes interesse her i af 2025. Eller skabernes: Pionererne bag den første bølge af eksperimenter har i langt de fleste tilfælde lagt AI-værktøjerne bag sig. Det gælder også Christen Bach, hvis Entering the Data Core ellers var en slags hit:
"Der var virkelig stor interesse, og jeg bliver stadig ringet op og spurgt, om jeg vil være ”AI-ekspert” til seminarer og den slags," fortæller Bach på et videokald.
"Men jeg har stort set ikke rørt det siden dengang, så jeg siger altid nej."
Bach var med egne ord en ”tegneseriedreng” som ung, hvor han selvudgav små hæfter sammen med tegneserietegner Simon Petersen. Siden fik han travlt som animator, men med AI kunne han vende tilbage til sin første kærlighed, hjulpet på vej af en effektiv assistent: Entering the Data Cores 12 sider tog i alt omkring 24 timer at skrive og tegne, også selvom Bach måtte prompte billedgeneratoren Midjourney til atspytte 800-900 billeder ud, før han havde, hvad han skulle bruge.
"Når du laver AI-tegneserier, så er du mere kurator end kunstner. Det handler om at vælge til og fra snarere end egentlig at skabe noget," forklarer han.
Men hvorfor ikke lave mere? Det må da have været lidt af en drengedrøm for dig at vække så stor opsigt med en tegneserie?
"Jeg havde faktisk planer om at lave fire historier mere og samle det hele i en bog. Men så fik jeg travlt med alt muligt andet. Det var eksperimentet og processen, der interesserede mig, og nu var det ligesomprøvet. Fortællingen i det var død for mig."
Sjælløse streger
Dave McKean, som var del af den første bølge af AI-tegneserieskabere – primært for at kritisere teknologien – opsummerer udviklingen siden 2022 sådan:
"I starten blev der eksperimenteret en hel masse, ofte ved at udnytte teknologiens svagheder; det er efter min mening dér, det kan bliveinteressant. Nu er algoritmerne skrevet til at stræbe efter fotografisk perfektion, så billederne bliver mere polerede og langt mere kedelige. Jeg har set enkelte nyere AI-tegneserier; de er sjælløse og ryger direkte i skralderen," svarer McKean, da jeg sender ham en række spørgsmål per mail.
Når man kigger nærmere på førnævnte Tokyo Roommates, er det svært at være uenig.
Serien er et romantisk trekantsdrama inspireret af japanske tegneserier og øjensynligt promptet af en italiensk-født arkitekt ved navn Jacopo Montalenti. Han udnytter de nye redskaber, der gør det muligt at arbejde med gennemgående, genkendelige figurer. Alligevel stritter den sort/hvidbilledside i alle retninger: Stiliserede ansigter er klistret på kroppe med anatomiskkorrekte six packs, mens baggrunde og rekvisitter ligner 3D-modeller.
Tokyo Roommates minder mere om en ”rigtig” tegneserie end fx Lungflower, men ligheden ender blot med at understrege, hvor dårligt den fungerer som billedfortælling.
At prompte billeder, der hænger sammen i sekvenser, er åbenlyst stadig svært. Alle actionsekvenser er rodede og svære at følge, og billedkompositionerne guider ikke øjet gennem siden; det føles som en viljesakt at læse Tokyo Roommates, som om den ikke rigtigt vil forstås. En anden iøjnefaldende svaghed er figurernes mimik og gestik: Deres ansigts udtrykker mestendels blanke eller let surmulende, og når figurerne udtrykker ekstremefølelser, fremstår de robotagtige, sjælløse.
Tendensen går igen i de andre, nyere AI-tegneserier på AIcomicbooks: Light in Darkness, Mystic Sisters, PandaSquad (!). Side efter side af dårligt komponerede og stilistisk brogede tegninger af stereotype karakterer, der fremsætter klodset dialog gennem sammenbidte tænder.
Upraktisk og uetisk
Hvorfor er AI-tegneserierne skabt med de nye redskaber så dårlige? Er det Montalenti og co., den er gal med, eller er det softwaren?
Maria Prohazka, illustrator i virksomheden Levende Streg, var en tidlig fortaler for AI herhjemme:
”Jeg begyndte at undersøge det, fordi folk i Danske Bladtegnere, hvor jeg er medlem, var bekymrede,” fortæller hun på et videokald.
”Så gik der ligesom sport i det.”
Faktisk blev Prohazka så fascineret, at hun begyndte at lave videoer om at bruge AI til sin YouTube-kanal.
I dag ser hun helt anderledes på den såkaldte generative AI, som laver billeder, tekst, musik og så videre på basis af tekstprompts:
"Jeg er ved at brække mig over det!" siger hun.
Det er især de etiske problematikker, der fylder for hende nu: AI-billedgeneratorer som førnævnte Midjourney fungerer ved at absorbere millioner af billeder og så koge dem sammen til nye, baseret på tekstanvisninger. Men ingen af tegnerne, malerne eller fotograferne bag de billeder er blevet spurgt, krediteret eller honoreret, selvom softwaren i værste fald kan bruges til at erstatte dem ved så at sige at remixe deres eget arbejde. Samtidig er miljøbelastningen voldsom: At generere et enkeltbillede kræver lige så meget strøm som at oplade en smart phone.
Men, pointerer Prohazka, at bruge generativ AI til at lave professionelt arbejde er ikke bare uetisk, det er også upraktisk.
"Fordi man skal prompte så mange gange for at få noget, der kan bruges, så tager det ofte længere tid end bare at lave tingene i hånden. Resultatet bliver ikke flottere og kan ikke redigeres bagefter. Og hvis man som mig er et billedmenneske, så stopper det den kreative proces hele tiden at skulle beskrive billederne i ord i stedet for bare at lave dem," pointerer hun.
Dertil kommer, at det er usikkert, om man kan eje et billede, man har AI-genereret. I Californien siger retssystemet nej; herhjemme findes endnu ingen klar præcedens.
Problemet med AI-redskaberne er, at der ikke er tale om egentlig kunstig intelligens, men blot en form for mønstergenkendelse, forklarer Prohazka:
"Når du prompter fx Midjourney, så får du den mest 'typiske', statistisk sandsynlige udgave af det, du beder om – præcis som når Outlook prøver at gætte på, hvordan du gerne vil afslutte dine sætninger, når du skriver en mail. Den skaber ikke, men genskaber. Først gætter den på, hvad du mener, og så gætter den på, hvordan den kan give dig det; den har ingen reelviden om verden at trække på. Det bliver en form for hviskeleg, hvor meningenbliver stadigt mere forvrænget."
Lavpraktisk AI
Men selv hvis AI laver dårlige tegneserier, kan softwaren godt bidrage til processen. Nogle tegnere bruger Midjourney til at generere referencemateriale – ”en løve cirkler omkring en stejlende hest på en piazza i Venedig” – som de kan tegne videre på. Andre bruger ChatGPT til at spyttehistorieidéer ud, de kan lade sig inspirere af.
Christen Bach kender efter eget udsagn flere concept artists – altså folk, der laver designarbejde til animation og videospil – som bruger AI til at generere visuelle idéer og så maler henover.
"Det er også et spørgsmål om økonomi: Hvor lang tid kan du som freelance forsvare at bruge per design?"
Samtidig er teknologien så småt begyndt at erstatte menneskehænder i flere af de brancher, hvor tegneserietegnere tjener til brødet:
"Hvis et reklamebureau fx skal pitche et tv-spot, hvor en bil står i ørkenen om natten, badet i neonlys, så ville man før have haft en ung medarbejder i et entry level job, der brugte et par dage på at rode i fotoarkiver for at finde råmaterialet til et photoshoppet bud på, hvordan dét kunne se ud. Nu kan man bare prompte billedet i Midjourney.
Når AI erstatter de mere lavpraktiske job i den visuelle industri, går det ud over fødekæderne – og potentielt også professionelle tegneres sideindtægter. Men med den nuværende teknologi er der ikke meget, der tyder på, at det første AI-promptede tegneseriemesterværk (eller bare den første bestseller) er lige om hjørnet. I dén forstand kan alverdens tegneserietegnere efter alt at dømme ånde lettede op.
Trojansk hest
Men hvad så på lidt længere sigt? Ingen ved, hvad der kommer til at ske, så svaret kommer let til at reflektere den spurgtes generelle syn på fremtiden.
Hvad tegneren Dave McKean angår, er han mildest talt ikke optimist. De teknologiske forhindringer vil blive ryddet af vejen, mener han, ligesom vi så det med 3D-grafikkens udvikling mod stadigt større realisme – i parentes bemærket en helt anden form for teknologisk udfordring. Og så vil den almene forbruger være ligeglade med, hvad der reflekterer levende menneskers tanker, følelser og observationer om verden, og hvad der er spyttet ud af en algoritme:
"Der vil være enkelte, som provokerer AI til at lave noget sært og interessant, kunstnere finder altid måder at bruge ny teknologi på; men deres værker vil blive den trojanske hest, som totalt nulstiller voresforestillinger om, hvad ”kreativitet” og ”kunst” er. Kunst handler om empati, evnen til at opleve verden gennem en andens øjne og sind. Det handler ikke om at generere uendelige mængder ligegyldigt bras."
Enig! Men min fornemmelse er, at vi som mennesker altid vil lede efter netop den oplevelse af empati i kunst og underholdning, som kun en menneskelig skaber kan give?
"Jeg er ikke overbevist om, at folk generelt går op i den slags. Se bare på succesfulde, skabelonskårne medier som manga og mainstream actionfilm."
Artiklen er skrevet af Erik Barkman og blev først publiceret i magasinet Nummer 9 i januar 2025. Denne udgave er blevet opdateret i august 2025.
