Når forskning bliver til en tegneserie – og en samtale

Når et forskningsprojekt bliver til en tegneserie, handler det ikke bare om at oversætte resultater til billeder. Det bliver til noget mere – et rum for samtale, fortolkning og ny erkendelse. Det oplevede Laura Merla, professor i sociologi ved Université catholique de Louvain (UCLouvain) i Belgien, da hun indledte et samarbejde med en tegneseriekunstner.

Laura havde netop afsluttet et stort forskningsprojekt om børn med delt forældremyndighed og deres boligforhold. Hun ønskede at formidle resultaterne på en måde, som kunne gøre en forskel for både børn, forældre, lærere og fagfolk.

"Jeg ville skabe et værktøj – for børn, familier, socialrådgivere, lærere og psykologer. Men først og fremmest skulle det være en rigtig tegneserie. Ikke en forklaring, men en fortælling, som læserne kunne spejle sig i, undres over - eller være uenige i. Forskningen kommer til sidst – for dem, der vil vide mere.”

Det handler om at kunne give slip

Tegneserien blev hverken en pædagogisk gengivelse eller en grafisk gengivelse af forskningen. Den udviklede sig til en visuel dialog – mellem forskeren og kunstneren, og mellem læseren og det komplekse emne.

Den blev et sted, hvor spørgsmål, spændinger og betydninger kunne udfolde sig – både visuelt, følelsesmæssigt og intellektuelt. At samarbejde med en kunstner betød også at give slip. Kunstneren fandt vinkler i materialet, forskerne ikke selv havde set – og netop derfor opstod idéen om at følge fire forskellige børn i fortællingen.

”Vi gav hende vores materiale og bad hende om at følge sin egen inspiration og kreative idéer. Det eneste krav var, at intet måtte stride imod forskningsresultaterne,” fortæller Laura.

Åbnede døre til dem det hele handlede om

Tegneserien viste sig hurtigt at åbne døre, som det akademiske format sjældent gør. Laura rejste rundt og præsenterede værket for lærere, politikere, socialarbejdere og familier – og oplevede, hvordan formatet skabte genklang.

"Det visuelle virker mindre skræmmende. Har man ikke en akademisk baggrund, bliver man ikke mødt med krav om at læse en hel bog eller en videnskabelig artikel. Selv blandt professionelle – som socialrådgivere og lovgivere – er det de færreste, der læser forskningspublikationer.”

Tegneserien kunne noget andet. Den kommunikerede gennem identifikation og følelser – elementer, der sjældent har plads i videnskabelige artikler.

“En tegning er aldrig neutral,” bemærker Laura. “Og tegneserien blev et sted for alt det, der ikke kunne siges med ord.”

Visualisering er ikke bare et ”add-on”

For Laura blev projektet også en påmindelse om, at visualisering ikke er et "add-on", men en måde at tænke på. En metode, hvor samarbejdet med kunstneren blev en lige så vigtig del som selve formidlingen.

“Al forskning kan visualiseres,” mener hun. “Men det kræver, at man finder den rette kunstner – gerne en, der har forståelse for emnet og evner at fortolke det loyalt. Og så skal man have respekt for kunstnerens metode og formsprog.”

“Det kan godt være, det er fordi jeg er belgier, men for mig er tegneserier en kunstart – ikke noget, man bare laver.”

‍Nye måder at skabe mening på

Visualisering handler ikke om at forsimple. Det handler om at skabe plads til tvetydighed, til dialog – og til nye fortolkninger. For Laura har tegneserieprojektet været en af de mest meningsfulde måder at kommunikere sin forskning på.

“At visualisere sin forskning betyder ikke, at man opgiver sin faglighed. Men det betyder, at man åbner for nye måder at skabe mening på. Og for dem, der tør, kan det føre til samtaler, indsigter og forbindelser, som ingen traditionel form kan tilbyde.”

‍

‍