Første bind i af Karoline Stjernfelts trilogi I morgen bliver bedre – Kongen udkom i 2015 og fik en overvældende positiv modtagelse. I 2020 blev den fulgt op af andet bind Dronningen, og den 10. maj 2025 kommer tredje og sidste bind Kongen.
Hvordan har du grebet din research an?
I forhold til den faktuelle del – den historiske del – har jeg holdt mig mest til andenhåndskilder.
Jeg har altså mest holdt mig til historiebøger skrevet om perioderne af historikere, der så at sige allerede har siddet og gået arkiv materialet igennem for mig. Alligevel er jeg endt med selv at sidde og læse nogle af hovedpersonernes dagbøger og breve, fordi jeg ville direkte til kilden og se, om der var noget, jeg ikke fik med. Jeg er endt med at læse en hel masse, tage en masse noter og lave tidslinjer for at få overblik over handlingsforløbet. Og jeg har litteraturforskning om perioden, så jeg fandt ud af, hvad der generelt rørte sig.
I forhold til den visuelle del har jeg – selvfølgelig, forditegneserien foregår i 1700-tallet – ikke haft nogen fotos at gå ud fra. Men jeg har kigget meget i museernes arkiver. På dragter for eksempel. Og så har jeg selvfølgelig set på kort fra perioden, ikke mindst det, der hedder Geddes eleverede kort, et helt fantastisk tredimensionelt kort over København. Deter så præcist, at du kan lægge et luftfoto fra København i dag henover det, også passer det. Det er helt sindssygt. Og det er lavet lige i den lomme, hvor min tegneserie foregår – det er lommen mellem to store brænde, så kortet passer med bygningerne i København på det tidspunkt, min historie foregår. Det har jeg kigget enormt meget på. Jeg har også kigget meget på kobberstik fra perioden.
Prospekterne fra den gang kan man ikke altid stole helt så meget på, fordi arkitekterne tit forherligede dem – fordi de arbejdede for kongen. Så selv hvis en bygning ikke var færdig, så blev den tegnet ellerdigtet færdig på papiret. Så det har været en udfordring, jeg har siddet med –at jeg har tegnet efter en tegning, der allerede har fortolket virkeligheden. Så er det jo vigtigt at kende historien bag tegningerne; at den der fløj fandtes slet ikke eller den bygning endte slet ikke med at få så store vinduer.
Du fokuserer meget på de her helt korrekte detaljer. Hvorfor er det vigtigt, hvorvidt vinduerne var præcist så og så store i1700-tallet?
Jeg er gået meget op i, at den visuelle side skulle være så korrekt som overhovedet muligt. Først og fremmest fordi jeg selv er historienørd. Som forfatter har det også været vigtigt for mig at være så realistisk som muligt. For des mere korrekt, jeg tegner København, des mere levende og ægte virker København i tegneserien. Og des mere levende og ægte virker mine hovedpersoner. Ellers kan det blive sådan et kammerspil, hvor det er hånddukker, der går rundt i en kulisse, jeg har bygget. Og jeg har jo valgt at lave et personligt drama; en tragedie. Og det fungerer kun, hvis maner investeret i hovedpersonerne. Hvis man skal føle med dem, så skal de virke virkelige. Så det at jeg gør meget ud af at tegne det helt rigtige gulv på platformenøverst på Rundetårn, det bidrager til, at vi – når vi endelig når til Struensees halshugning – føler mere med ham. Det gør vi, fordi den verden, han har gået rundt i i tegneserien, virker ægte og ikke bare som noget, jeg har fundet på.
Des mere korrekt, jeg tegner København, des mere levende og ægte virker København i tegneserien. Og des mere levende og ægte virker mine hovedpersoner.
I hvor høj grad er det her fiktion – og i hvor høj grad fakta?
Selvom jeg trækker på historiske kilder, er det I sidsteende fiktion jeg laver. Der er enormt meget fiktion i dialogerne. Jeg kan for eksempel læse, at Struensee og Christian VII bliver rigtigt gode venner. Men hvad siger de? Vi har jo ingen transskriberede samtaler. Så når Struensee formår at forføre Christian VII på hans udlandsrejse og vender hjem som hans faste læge – hvilket aldrig var planen – så skal jeg finde på noget så kort og elegant som muligt, der fortæller hvorfor. Jeg skal lave en scene, hvor de har en dialog, der går fra det upersonlige læge-patient-forhold, til at Struensee på en eller anden måde får en krog i ham gennem noget, han plausibelt kunne have sagt.
Det er en kæmpe udfordring at skrive. For hvad skal en læge sige til en konge, der får kongen til at tænke, at lægen skal med hjem tilKøbenhavn? Det er dér, jeg går ind og laver fiktion. Men igen: Det er altid baseret på, hvad jeg har læst om de rigtige personer.
Har du fået nogen tilbagemeldinger om graden af sandfærdighed – for eksempel fra historikere?
Undervejs havde jeg en samtale med Ulrik Langen, som jo er Struensee-eksperten (professor i historie ved Saxo Instituttet, Københavns Universitet, red.). Det var helt tilbage, da jeg arbejdede med bindet. Han så nogle få sider og syntes heldigvis, at det så godt ud. Han syntes det var fedt, at interiørerne virkede rigtige.
Det lyder måske mærkeligt, men jeg har aldrig fået dårlig feedback. Det, tror jeg, først og fremmest skyldes, at jeg er blevet så nørdet selv. Hvis jeg laver fejl, så er det kun mig, Ulrik Langen og to andremennesker i Danmark, der kan se det.
I bind tre har jeg tegnet rigtigt mange uniformer, og jeg ved allerede nu, at nogle af dem er farvelagt forkert. Så der er der måskenogle nørder, der kunne komme efter mig. Men ellers har jeg altså genereltholdt mig ekstremt meget til sandheden i den visuelle del.
Jeg har også en tommelfingerregel om, at jeg ikke må gå imod bedre vidende. Så hvis jeg ved, at noget sker på en bestemt måde, så skal jeg ikke skrive det om.
Hvad gør du konkret, når du skal finde på dialogerne –men samtidig gøre dem så sande som muligt?
Det er helt klart her, jeg tager mig størst frihed – og på en måde handler mod bedre vidende. Hvis en udvikling mellem to karakterer for eksempel sker i en brevveksling, så laver jeg det om til en dialog. For visuelt kan du ikke se en brevveksling på en fed måde.
Det kan også handle om, hvor folk er, når de har en samtale. Jeg kan finde på at placere dem på et andet slot, end de var på i virkeligheden. For det er forvirrende, hvis vi skal pingponge frem og tilbagemellem alle de her mange forskellige slotte, de befandt sig på.
Men generelt har jeg holdt mig meget til det danmarkshistorie og det politiske. Hvornår reformerne blev gennemført, hvordan de blev gennemført, hvordan de offentlige reaktioner har været. Alt det tungehistoriske, der har haft en effekt på samfundet, er korrekt – medmindre jeg har misset noget. Det er kun personlige, hvor jeg tager mig friheder.
Du har vist mig den her lillebitte hvide mur, som du har brugt 1000 år på at få helt rigtigt – og som så fylder to centimeter på din tegning, når den er færdig. Hvad er det, der gør, at du bruger så lang tid på den slags bittesmå detaljer?
Det fylder ikke to centimeter – det fylder to millimeter i den færdige tegneserie. Det har taget enormt lang tid at lave den her scene. En scene, hvor man ser Christiansborg Slotsplads fra det sted, hvor Højbro Plads ligger i dag. Jeg kortlagde simpelthen hele slotspladsen; jeg ville have den helt korrekt. Og så kan man godt sige, at det er lige meget, om der havde været en mur eller en bygningsfacade. Fordi det bare er to millimeter. Men for mig hjalp det alligevel.
Den mur er et symptom på en generel ting – på min generelle tilgang til at gå alting igennem for at sørge for, at det er korrekt. Forellers har jeg måske pludselig tegnet facaden på Børsen forkert – eller noget endnu værre. Det er en isbjergstilgang: Jeg skal vide det hele, og så er det kun toppen, læseren ser.
Det kan sammenlignes med en journalistisk tilgang – hvor du er nødt til at vide det hele for at kunne formidle det vigtigste. Giver det mening?
Præcis! Det er præcis det! Samtidig går jeg også ind imellem lidt væk fra det. Jeg har for eksempel lavet en scene, hvor vi ser ned på Christiansborg fra noget, der er en nærmest bjerg-lignende gade. Og der er jo ikke nogen bjerge – der er bare en gade. Men det så flot ud. Så det er alt i den forhandling frem og tilbage, fra scene til scene. Det er ligesom med farvelægningen: Indimellem er det ok at lave en stemning.
