“At observere andre mennesker og at tegne dem er en act of kindness. En venlig, medmenneskelig gestus, hvor den der tegner bliver nødt til virkeligt at se på den, der bliver tegnet. Og alle mennesker elsker at blive set,” siger Judith Vanistendael.
Hun er ved at give os sit bud på, hvorfor hun tilsyneladendekan få lov til at fortælle alle menneskers historier i ord og tegninger – også de mennesker, der slet ikke har lyst til at tale med fx journalister og fotografer.
Det gjaldt ikke mindst indbyggerne i Bruxelles-forstaden Molenbeek, der kom på verdenskortet for godt ti år siden som arnested for de terrorister, der endte med at dræbe mere end 150 mennesker i Bruxelles og Paris.
Verdenspressen flokkedes efterfølgende til Molenbeek, hvor de mange muslimske beboere hurtigt kom til at føle sig hængt ud – og hvor noglejournalister og fotografer berettede om at blive råbt efter eller ligefremfysisk angrebet.
“Selv i dag kan du risikere at blive angrebet i Molenbeek, hvis du har et tydeligt kamera,” siger Judith Vanistendael.
“Men ingen angriber den, der tegner!”
Først kom terroristerne. Så kom journalisterne
Den belgiske tegner har selv boet i Molenbeek i efterhånden mange år, og hun kan langt hen ad vejen godt forstå forstadbeboernes voldsomme reaktion:
“Hele nabolaget var traumatiseret, ikke bare på grund af terroren, men også på grund af journalisterne. Vi blev invaderet. De ringede hele tiden på, de trykkede på alle dørklokker, de blev ved og ved og ved,” fortællerhun.
“Jeg begyndte at tegne portrætter af mødrene i Molenbeek, hvis sønner var blevet terrorister - som var blevet radikaliserede. Jeg prøvede at tegne politiet, lægerne, mødrene –alle kvinderne. Og de begyndte at tale, mens jeg tegnede dem. Det hele kom barevæltende ud; de åbnede sig. Jeg skrev ned, hvad de sagde, og jeg publicerede kun portrættet, hvis de selv var med på ideen. Ellers forærede jeg det bare til dem som en gave.”
Og hun fortsætter:
”At komme på den måde, journalisterne gjorde – for at tage folks historie så at sige – er ikke en act of kindness. De vil have noget uden at give noget.”
Judith Vanistendael medgiver, at der selvfølgelig er mange slags nyhedsjournalistik – og at begivenheder og tragedier kan dækkes af journalister og fotografer på andre måder end den, hun og hendes naboeroplevede i Molenbeek. Samtidig mener hun dog, at tegningen er ‘født’ med nogleegenskaber, der giver adgang til helt andre informationer end kameraet:
“Tegningen er svært. Det er simpelthen svært at tegne. Og det tager lang tid. Du bliver tvunget til at sætte tempoet ned,”siger hun.
“Det er næsten magi. For når du tegner, bliverfolk med det samme tiltrukket af, hvad du laver. De kommer og spørger, hvad du har gang i. Du får masser af kontakter og masser af informationer, ene og alene ved at være til stede og tegne. Ved at have papir og blyant i stedet for et kamera.”
Tegneblyanten er adgangsbilletten – i hvert fald til nogle typer af historier
Portrætterne fra Molenbeek blev Judith Vanistendaels første skridt på vejen mod at producer tegnet journalistik vedsiden af de tegneserier og børnebøger og den undervisning, der også fylder I hendesarbejdsliv. Og hun har været vidt omkring. Senest i Nordnorge, men også i fx Kandahar i Afghanistan for at tegne de voldsomme, klimaskabte oversvømmelser sammen med sin gode ven og med-tegner Eva Hilhorst:
“Vi opholdt os simpelthen på gaden og tegnedede oversvømmede områder, vi kunne se. Når folk så, vi tegnede, kom de hen til os og gav sig til at fortælle om oversvømmelserne, om området, om de tiltag, der blev gjort for at afhjælpe skaderne – og om tiltagene virkede. Historien kom til os, fordi vi sad og tegnede,” fortæller hun.
“Der har tegningen en særlig kraft. Der er historier, som er meget svære at fortælle som fotograf eller fotojournalist – folk har det simpelthen med at løbe deres vej, hvis du dukker op med et kamera. Det sker aldrig, når du tegner.”
(tegning: Judith Vanistendael)
Judith Vanistendael fremhæver også de historier, der er vigtige at få fortalt – også visuelt – men hvor der er adgang forbudt for kameraer. Som den græske flygtningelejr på Lesbos, hun besøgte i 2017.
“Lesbos var en slags gennembrud for mig,” husker hun.
“Det var her, jeg indså, at jeg som tegner kan gøre nogle ting, ingen andre kan. At min adgang er unik. Ingen andre kunne komme ind i den her lejr, og ingen uden for vidste rigtigt, hvordan den så ud.”
Langsomhed er ikke (kun) godt
Judith Vanistendael peger igen og igen på tempoet som en fordel ved tegningen; på at langsomheden i sig selv er med til at skabe en relation til det miljø og de mennesker, man tegner, og at den dermed er afgørende for historien.
Men ind i mellem savner hun journalistikkens hurtighed og ikke mindst journalisternes evne til at lave hurtig research:
“Hvordan samler man bedst information? Hvordan researcher man effektivt? Jeg prøver, men jeg er simpelthen så langsom. Jeg har svært ved at skelne mellem, hvad der er vigtig information, og hvad der ikke er. Og der er informationer, jeg slet ikke aner, hvordan jeg skal finde,” siger hun - men vender så alligevel tilbage til fordelene ved den langsomme tilgang:
“Når det kommer til de menneskelige historier, til den type af information, der følger med dem, er jeg helt korrekt. De informationer, mine tegninger viser om mennesker, er korrekte. Men de tagerlang tid at indsamle. Og medierne er ikke langsomme.”
