Allerede fra barndommen har mange af os mærket den uimodståelige trang til at stille spørgsmål: "Hvorfor er himlen blå?" eller "Hvordan opstod livet?"
Den slags undren er ikke tilfældigt – den udspringer af vores nysgerrighed, en grundlæggende menneskelig kraft, der driver os til at søge svar og forstå verden omkring os.
Videnskaben – og især formidlingen af den – befinder sig i et unikt spændingsfelt, hvor fakta møder fascination. Det er her, vores tørst efter viden kan stilles, og hvor komplekse teorier og opdagelser oversættes til noget, vi alle kan forstå. Gennem videnskabsformidling åbnes en dør til nye indsigter – ikke kun ved at forklare, hvordan ting hænger sammen, men også ved at vække undren og inspirere til nye spørgsmål.
Hvordan taler vi til nysgerrigheden i en tid med misinformation?
Men hvordan kan vi udnytte nysgerrigheden som en medfødt følelse i den videnskabelige kommunikation? Og hvad betyder det for vores tilgang til viden i en tid, hvor fake news og politisk polarisering præger den offentlige debat?
Nysgerrighed er en dybt menneskelig egenskab, og derfor rummer den et stort potentiale i formidlingen af forskning. Når vi taler til folks nysgerrighed – i stedet for blot at præsentere ”kolde” fakta – skaber vi engagement og åbner for kritisk tænkning. Det handler ikke kun om at informere, men om at invitere til opdagelse, dialog og refleksion.
I en tid, hvor misinformation breder sig med lynets hast, og tilliden til eksperter ofte er under pres, bliver det endnu vigtigere at møde folk, hvor de er – med nysgerrighed som fælles udgangspunkt. Når formidlingen tager udgangspunkt i det, folk undrer sig over, bliver det lettere at skabe forbindelser og fremme åbenhed i stedet for afstand.
For forskningskommunikatører er nysgerrighed derfor et nøglebegreb, der kan skabe forbindelse og vække interesse hos offentligheden. Spørgsmålet er bare: Hvordan aktiverer vi den?
Et bud kommer fra Dan Kahan, professor i jura ved Harvard og forsker i forholdet mellem nysgerrighed, ideologi og videnskabelig kommunikation. Han har i årevis undersøgt, hvordan folks nysgerrighed påvirker den måde, de forholder sig til videnskabelig information på – og hvad det betyder for deres evne til at acceptere fakta.
Nysgerrighed kan slå ideologi
Kahan definerer videnskabelig nysgerrighed som mere end blot ønsket om at kende til fakta. Det handler om en grundlæggende lyst til at engagere sig i videnskabelige emner – med et åbent sind. Sammen med sine kolleger har han udviklet en målemetode, Science Curiosity Scale, der undersøger, hvordan nysgerrighed påvirker menneskers motivation for at engagere sig med videnskab.
Resultaterne er opsigtsvækkende: Personer med høj videnskabelig nysgerrighed er generelt mere åbne over for videnskabelige fakta – selv når de går imod deres politiske overbevisninger. Omvendt har personer med lav nysgerrighed en tendens til at afvise information, hvis den ikke stemmer overens med deres ideologi.
Et helt aktuelt eksempel er COVID-19-pandemien. Her viste flere undersøgelser, at personer med høj videnskabelig nysgerrighed var mere tilbøjelige til at søge pålidelige kilder og acceptere information fra sundhedsmyndigheder – uanset politisk ståsted. De, der derimod scorede lavt på nysgerrighedsskalaen, var mere tilbøjelige til at afvise evidens og i stedet søge information, der bekræftede deres forudindtagede holdninger – ofte i form af konspirationsteorier og misinformation.
Videnskabelig nysgerrighed er nøglen til en ny målgruppe
Det peger på en vigtig indsigt: Nysgerrighed kan være nøglen til at engagere målgrupper i videnskabeligt indhold – selv når indholdet strider imod deres eksisterende verdensbillede. Hvis vi kan vække og stimulere den videnskabelige nysgerrighed, kan vi samtidig styrke modtageligheden for viden.
Kahans forskning understreger, at videnskabelig nysgerrighed ikke blot fremmer forståelsen af fakta, men også bidrager til at mindske den kløft, der adskiller forskellige ideologiske grupper. Når mennesker er nysgerrige, er de mere villige til at undersøge alternative synspunkter og tage ny information til sig – også selvom det udfordrer deres opfattelser. Det er en vigtig pointe i en tid, hvor ekkokamre og fake news forstærker polarisering frem for dialog.
Fremtidens videnskabelige kommunikation skal tale til nysgerrigheden
Hvad betyder alt dette for fremtidens videnskabsformidling?
Ifølge Kahan bør forskere og formidlere ikke blot fokusere på at præsentere fakta og dokumentation. I stedet bør de søge at vække nysgerrigheden hos publikum. Når nysgerrigheden er tændt, er mennesker langt mere tilbøjelige til at engagere sig med indholdet – ikke bare for at bekræfte egne synspunkter, men for at lære noget nyt. Og netop der begynder den ægte videnskabelige samtale.
