Håndtegnede illustrationer kan skabe nærhed og emotionel forbindelse til publikum. Sådan her kan du gribe det an.
Du har en vigtig forskningshistorie. Den er fyldt med ny og veldokumenteret viden, som på alle mulige måder er vigtig for en bredmålgruppe, og du har brugt tid og kræfter på at fortælle de komplekse pointer i et sprog, hvor alle kan være med. Din tekst sidder lige i skabet, men alligevelsker der… ingenting. Ingen læsere, ingen interesse.
Det kan der selvfølgelig være et hav af godekommunikationsfaglige forklaringer på. Vores erfaring er imidlertid, at mange journalister og kommunikatører overser den allervigtigste forklaring, nemlig at videnskab og forskning for mange virker svært og utilgængeligt.
Mange har på forhånd en fornemmelse af, at videnskab – især naturvidenskab – er vanskeligt og kedeligt. Det får dem til at vende ryggen til din glimrende og vigtige historie. For nogle bliver brugeroplevelsen værre endnu: De ikke bare keder sig, de føler sig dumme.
Formidler du til de allerede meget videnskabsinteresserede målgrupper (som f.eks. læserne af videnskab.dk, Weekendavisen, Politiken ellerP1), behøver du næppe bekymre dig om dét - altså at dine brugere hurtigt føler sig dumme, eller at indholdet virker irrelevant og kedeligt. Men vores påstand er, at det for stort set alle andre videnskabsformidlere er vigtigt at gøremeget mere for at tage de negative brugeroplevelser alvorligt.
Vigtigt for at nå længst muligt ud med dét, man skal formidle. Og vigtigt for hele samfundet.
For forskningsformidlingen er vigtig ikke bare i forhold tilden enkelte, konkrete historie, men for at skærpe fornemmelsen af, hvadforskning overhovedet er. Og hvis man ikke har en fornemmelse af, hvordanforskning bliver bedrevet, hvad kravene er, og hvad evidens er for ens tørrelse, falder man alt andet lige lettere for den misinformation, der ifører sig lånte videnskabelige klæder.
Det kunne (for nu at tage et tilfældigt eksempel) værehistorien om, at blåbærs antiinflammatoriske næringsstoffer kurerer Alzheimers.Det lyder intuitivt sandt med de lange videnskabelige begreber. Det er det bare ikke.
Ét autentisk billede siger mere end 1000 glittede stockfotos
Men hvad kan du så gøre – helt konkret – for at trænge gennem din målgruppes forudfattede mening om forskning som noget tørt, svært, irrelevant og/eller kedeligt? Hvordan kan du holde dem i historien uden at forfalde til den fristende fælde, hvor du bruger sensationen som vinkel (”Ny forskning løser kræftens gåde!”) eller oversælger et forskningsresultat?
Du spørger dig selv: Hvordan kan jeg gøre det herindbydende, autentisk og venligt?
Én god vej til det er at vende din arbejdsproces på hovedet- i hvert fald hvis du griber formidlingen an på samme måde som størstedelen af de kommunikatører, journalister og studerende, vi er i jævnlig kontakt med:
Først laver du en grundigt gennemarbejdet, velunderbygget tekst - og så (måske endda til allersidst) finder du et foto, der passer nogenlunde til din historie. På en god dag bliver det måske til et portrætfoto.På en dårlig dag til et billede fra Pixabay, Colorbox eller en anden gratiseller næsten gratis samling stockfotos.
At stockfotos ikke virker - det vil sige, at de ikke tilskynder brugerne til at klikke på historien eller huske dens indhold - er blevet bekræftet af efterhånden en hel del studier. Og én vigtig forklaring på, hvorfor vi som (videnskabs)formidlere ikke kan nøjes med at bruge fem minutter på at finde et stockfoto til vores forskningshistorie, kan vi finde hos den amerikanske kommunikationsforsker Neil Cohn:
Vi kommunikerer som om, at brugerens kognition er unimodal - men det er forkert. Den er multimodal. Hjernen opfatter ikke teksten som det centrale og vigtige og billedet som noget perifert og mindre vigtigt. I stedetbliver det til en samlet brugeroplevelse, et samlet indtryk. Det dårlige, uautentiske eller intetsigende billede trækker altså voldsomt ned i artiklen eller kommunikationsproduktet som helhed - og det er et problem, når man i forvejen har brugerens negative opfattelse af forskningshistorier at slås mod…
Én tegning er sødere end 1000 søjlediagrammer
Ved at bruge næsten alt krudtet på teksten og næsten intetkrudt på det visuelle, misser man altså som formidler en vigtig mulighed for at komme brugeren i møde med sit vigtige og komplekse budskab. Og man misser chancen for at skille sig ud fra alt det andet, der er produceret på sammemåde.
Her har håndtegnede illustrationer en særlig styrke, især når det gælder komplekse emner som (grund)forskning. Den personlige streg og det kunstneriske udtryk skaber en nærhed og emotionel forbindelse til publikum(læs patos), som allertydeligst er væk i stockfotoet eller det intetsigendearkivbillede.
Og nej, det er ikke fordi den håndtegnede illustration altid er løsningen eller altid er tiden værd. Det er der sjældent noget, der er. Det kan f.eks. sagtens være relevant at illustrere en artikel med et portrætfoto af forskerens ansigt eller den zebrafisk, hun laver sine forsøg på. Det er, når hverken forsker- eller fiskeportrættet er oplagt til at skabe blikfang, og når historien er så kompleks, at den kalder på en visuel forklaring, at tegningenvirkeligt er indsatsen værd.
Hvad så med graferne og diagrammerne? De kan såmænd sagtensvære med til at forklare en kompleks sammenhæng, men de har ofte samme problem som naturvidenskabelige og matematiske emner: De kan virke utilgængelige og uvenlige. Som noget, rigtigt mange mennesker havde rigtigt svært ved at forstå i nogle matematiktimer i folkeskolen…
Med andre ord: Jo mere afskrækkende og kompleks din historievirker, jo venligere og mere imødekommende bliver dine illustrationer nødt til at være. For nu at sætte det på spidsen: Det excelgenerede scatterplot og søjlediagram er logos og matematiktime. Håndtegningen er patos og her-behøver-du-ikke-føle-dig-dum.
De to ting, altså datavisualisering og håndtegning, kan sagtens kombineres. Se bare på Mona Chalabi, der forrige år vandt enPulitzerpris for sine Data Illustrations.
Udlandet har vist vejen
Belgien og Frankrig har længe formidlet alle typer af genrer– herunder forskning – gennem tegneserier, og efterhånden følger også England og USA trop.
I England kan man blandt andet finde Portraits of Violence, en grafisk fremstilling af politisk teori, mens forskningsbaserede tegneserier spredes via blogs og sociale medier. I USA har Scott McClouds Understanding Comics haft stor betydning for, hvordan forskere og undervisere arbejder med visuel formidling. Disse eksempler viser, hvordan tegneserier kan bygge en venlig bro mellem akademisk viden og offentlig forståelse.
Danmark har en stærk tradition for tegninger som satire, der kommenterer politik og samfund med humor og kritik.
Vi - altså skribenterne bag denne klumme - har fået støtte fra Novo Nordisk Fonden til at tage skridtet videre. Til at bruge tegninger og tegneserier til at åbne den sorte boks, forskning ofte præsenteres som, og via seks regionale medier invitere brugerne med indenfor. På en autentisk, imødekommende og venlig måde. Sammen giver journalister og tegnere indblik i forskningen - og I kan følge med her på sitet.
Tre gode råd til dig, der ellers ikke tænker visuelt
1. Drop de glittede stockfotos
Stop op og kig på det stockfoto, du har tænkt dig at bruge, og overvej: Ligner menneskerne (amerikanske) fotomodeller? Er de overdrevneglade? Ser situationen opstillet eller kunstig ud? Kan du svare ja til bare ét af de spørgsmål, er det en god ide at smide billedet ud og finde et nyt.
2. Brug fem minutter mere på billedet
Har du en fornemmelse af, hvor lang tid du bruger på at finde et foto eller en illustration til din tekst? Læg fem minutter til! Også selvom de fem minutter går fra den tid, du har til rådighed til din tekst. Mange af de værste billedvalg kan undgås med få minutters ekstra omtanke.
3. Tænk visuelt først
Eksperimentér med at tænke på de visuelle elementer i starten af din arbejdsproces. Hvilke spørgsmål skal din historie besvare – og hvilke af disse spørgsmål kan et billede, en figur eller en illustration med fordel besvare? Når du ved dét fra starten, bliver det også lettere at spørgedin kilde, en kollega eller en ekspert om hjælp undervejs.
