I 1986, på en fåremark i det nordlige England, blev en af de mest dominerende modeller for forskningskommunikation for første gang udfordret. En model, hvis betydning og begrænsninger stadig diskuteres i dag.
Den fåremark vender vi tilbage til.
For at forstå, udviklingen af forskningskommunikation, må vi spole tiden tilbage til 1950’erne og 1960’erne – en tid, hvor forskere primært kommunikerede med hinanden, og hvor offentligheden i langt højere grad accepterede videnskabelige fremskridt uden spørgsmål.
Videnskaben blev betragtet som en urokkelig autoritet, og forskningsformidling var ofte envejs: forskerne producerede viden, og samfundet lyttede.
Men i takt med at samfundet ændrede sig, og videnskaben fik større konsekvenser for hverdagslivet, begyndte tilliden at vakle.
Skandaler og katastrofer ændrede billedet
Op gennem 1970’erne og 1980’erne voksede mistilliden til forskningen, drevet af en række offentlige kriser og katastrofer, der satte skarpt fokus på videnskabens rolle i samfundet.
I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne blev tusindvis af babyer i Europa, Japan og Australien født med alvorlige misdannelser som følge af det populære kvalmestillende middel thalidomid. I 1970'erne blev regnen over Nordvesteuropa gradvist mere sur – formentlig som følge af utilsigtede konsekvenser af industrielt og videnskabeligt fremskridt, hvilket rejste alvorlig bekymring for miljøets fremtid. I 1980’erne rystede de ødelæggende kemiske og nukleare katastrofer i Bhopal og Tjernobyl verden.
Videnskaben var ikke længere kun løsningen – den blev i stigende grad også set som en del af problemet.
Fra garant for fremskridt til potentiel trussel
Et nyt narrativ tog form. Hvor videnskaben tidligere blev betragtet som en garant for fremskridt, begyndte flere at se den som en potentiel trussel.
Tillidsmålingerfra USA viste, at op mod halvdelen af befolkningen mente, at forskning gjorde lige så meget skade som gavn. I Europa var skepsissen mindre udbredt, men stadig mærkbar, især i forhold til forskningens konsekvenser for samfund og sundhed.
Den dalende tillid til videnskaben blev en presserende udfordring for forskere på begge sider af Atlanten. Noget måtte gøres.
Storbritannien tog førertrøjen – med David Attenborough i front
I Storbritannien blev der iværksat en national strategi for at styrke befolkningens forståelse af videnskab. Anført af nogle af landets mest markante forskningsformidlere, heriblandt David Attenborough, tog en ny tilgang til forskningskommunikationform.
Den tilgang blev beskrevet i Bodmer-rapporten, opkaldt efter genetikprofessor Walter Bodmer. Rapporten lagde vægt på, at forskere skulle engagere sig aktivti offentligheden og gøre deres viden mere forståelig. Forskerne blev opfordret til at kommunikere direkte med offentligheden, og sproget blev tilpasset, så tekniske termer blev erstattet med mere dagligdags vendinger. For eksempel blev ”statistisk signifikansniveau” erstattet med ”resultatet er sandsynligvis ikke tilfældigt”, og ”longitudinal kohortestudie” blev til ”en langvarig undersøgelse af en bestemt gruppe mennesker.”
Bodmer-rapporten banede vej for udskældt kommunikationsmodel
I praksis udviklede en central del af Bodmer-rapporten sig til den kommunikationsmodel, der senere blev kendt som Deficit-modellen. Denne model byggede på en udbredt, men udokumenteret antagelse blandt forskere om, at mistillid til videnskab primært skyldtes mangel på viden. Løsningen var at give folk mere information – hvis befolkningen vidste mere, ville de automatisk få større tillid til videnskaben.
Men er det nok at give folk mere viden for at ændre deres tillid til forskningen? Og hvordan passer en fåremark i det nordlige England ind i denne fortælling?
Mens der blev arbejdet på at genoprette tilliden til videnskaben, blev fåreavlere i Cumbria ramt af store mængder radioaktivt nedfald som følge af reaktoreksplosionen i Tjernobyl. De begivenheder, der fulgte i kølvandet på denne katastrofe, blev en ultimativ test af Deficit-modellen.
Da virkeligheden ramte Deficit-modellen
Inspireret af Deficit-modellens principper, kommunikerede videnskabsfolk om, at får i bestemte områder af Cumbria og Nordwales havde højere niveauer af radiocesium på grund af radioaktivt nedfald. De forsikrede landmændene om, at disse niveauer ville falde, før dyrene blev solgt. Myndighederne troede således, atvidenskaben kunne "løse" problemet ved at give landmændene de nødvendige oplysninger om strålingsniveauerne, og at landmændene derefter ville følge retningslinjerne.
Imidlertid viste det sig, at strålingsniveauerne faktisk steg i stedet for at falde. Dette udfordrede både videnskabens autoritet og den udbredte anvendelse af Deficit-modellen i krisekommunikationen. Problemet var ikke kun mangel på information, men også mangel på dialog og lydhørhed over for landmændenes erfaringer og bekymringer. Situationen illustrerede en grundlæggende svaghed ved Deficit-modellen: den overså, at tillid til videnskab ikke kun handler om at modtage information, men også om inddragelse, kontekst og erfaring.
Kommunikationskabte flere problemer end den løste
Forskernes fejlinformation og den ensidige tilgang, hvor kun deres videnskabelige vurdering blev taget i betragtning, førte dermed ikke kun til en ubegrænset forlængelse af restriktionerne på fåreavl i regionen, men også til skuffelse og(mere) mistillid blandt landmændene.
Historien fra 1986 fremstår stadig som et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske,når forskere udelukkende baserer sig på videnskabelige modeller og overser lokal viden. Tilfældet illustrerer, hvordan kommunikationsmodellen, som antager, at folk kun mangler information, kan føre til fejlkommunikationog skuffelse, når den ikke tager højde for konteksten og de værdier, der er vigtige for de involverede grupper.
Fra envejskommunikation til dialog
Belært af historien, har de seneste årtiers forskning i forskningskommunikation bevæget sig mere væk fra den envejskommunikation, der præger Deficit-modellen,hvor offentligheden ses som "tomme kar," der skal fyldes med viden. I dag hersker en større opmærksomhed blandt forskere på vigtigheden af dialog og samskabelse med offentligheden.
Kritik af Deficit-modellen understøttes af nyere forskning, som viser, at tillid til forskningen er afgørende for effektiv kommunikation. I flere studier gentages en konklusion om, at tilliden til videnskaben er højere i de samfund, hvor der er løbende dialog mellem forsker og offentligheden.
Dette er især vigtigt i komplekse og kontroversielle emner som klimaændringer,vaccinationer eller fracking, hvor tillid spiller en afgørende rolle i, om folk accepterer og handler på videnskabelige anbefalinger.
Mindre pegefinger – mere samskabelse
Den stigende erkendelse af dialogens betydning har ændret forskningskommunikation fra at være en envejsformidling af viden til en mere åben og interaktiv proces. Denne ændring understreger behovet for, at forskere ikke blot formidler deres resultater, men også engagerer sig i meningsfulde samtaler med borgere, beslutningstagere og medier.
Et eksempel på dette er citizen science-projekter, hvor almindelige borgere aktivt deltager i forskning ved at hjælpe med dataindsamling eller analysere information. Et godt eksempel er platformen Zooniverse, hvor mennesker fra hele verden bidrager til forskning inden for områder som astronomi, biologi oghistorie.
Derudover er videnskabsfestivaler blevet en vigtig platform for forskere til atpræsentere deres arbejde på en engagerende og interaktiv måde. Festivaler som Copenhagen Science Festival og Edinburgh International Science Festival giver både forskere og offentligheden mulighed for at mødes, stille spørgsmål og deltage i workshops, hvor forskningen kan diskuteres og udfordres. Disse arrangementer fremmer en tovejskommunikation, hvor både forskere og borgere lærer af hinanden. En anden vigtig ændring i forskningskommunikation er, hvordan offentligheden i stigende grad bliver inddraget i beslutningstagning. I områder som miljøforskning og folkesundhed har borgere og beslutningstagere fået en mere aktiv rolle i forskningsprocessen.
Modellen der bare ikke vil slippe
Men hvad så med Deficit-modellen, er den så helt død? Nej, ikke helt.
Selvom modellen har været genstand for kritik og er blevet udfordret af nye perspektiver på kommunikation, er dens grundlæggende idéer stadig til stede i visse situationer. Der er stadig situationer, hvor det kan være nødvendigt at informere offentligheden om videnskabelige fakta, især når der er misforståelser eller mangel på viden. Det ser vi blandt andet i tilfælde af sundhedskriser som Covid-19-pandemien, hvor modellen ofte blev brugt i den tidlige fase til at formidle vigtige sundhedsinformationer til offentligheden og sikre sig at de fulgte retningslinjerne og vaccine-programmerne. Vaccinationsprogrammer er et andet godt eksempel, hvor præsentation af data skal overbevise forældre om at programmet er en nødvendighed.
Også kommunikationen om klimaforandringer, finder man stadig eksempler på organisationer og forskere, der fortsætter med at antage, at det primært handler om at informere offentligheden om de faktuelle konsekvenser af klimaændringer, såsom smeltende iskapper og stigende temperaturer, i håbet om at ændre adfærd.
I disse tilfælde kan en ensidig formidling af viden, som Deficit-modellen foreslår, stadig spille en rolle, men det er blevet klart, at det ikke kan være den eneste tilgang.
Så hvad har vi lært?
Det, vi kan lære af situationer, hvor Deficit-modellen stadig bruges, er, at der er tidspunkter,hvor en ensidig formidling af viden er nødvendigt, især når der er tale om kriser eller komplekse, videnskabelige emner, hvor offentligheden har brug for hurtig og klar information. Når vi står overfor akut risiko, som f.eks.sundhedskriser eller miljøkatastrofer, kan det være afgørende at sikre, at folk hurtigt får de nødvendige fakta for at handle korrekt og beskytte sig selv. I sådanne tilfælde er det ikke kun vigtigt at kommunikere, men at gøre det på en måde, der er letforståelig og umiddelbar, uden unødvendig kompleksitet.
Samtidig har vi lært, at modellen ikke nødvendigvis fungerer godt i alle situationer. Når folk har tid til at reflektere over informationen, og når emnet er komplekst, er det vigtigere at skabe en åben dialog, hvor offentligheden kan stille spørgsmål og engagere sig i emnet.
Situation, situation, situation
Hvis man kun forsøger at fylde folk med information uden at tage deres egne perspektiver og viden i betragtning, risikerer man at skabe afstand mellem videnskaben og samfundet, hvilket kan føre til mistillid og modstand.
Det er også tydeligt, at i en tid hvor teknologier som sociale medier giver nye muligheder for interaktiv kommunikation, kan Deficit-modellen føles forældet. Istedet bør forskere og kommunikatører tænke på videnskaben som noget, der er en del af en større samtale, hvor både eksperter og offentligheden har noget at bidrage med.
Derfor kan vi lære, at mens deficitmodellen kan være nødvendig i visse kritiske situationer, er den ikke en langtidsholdbar løsning, hvis målet er at fremme en vedvarende og gensidig forståelse mellem forskere og samfundet.
Kilder:
Når forskningsbaseret viden forhandles: Den dialogiske drejning inden for forskningskommunikation
Denne artikel af Louise Phillips, lektor ved RUC, diskuterer, hvordan relationerne mellem videnskab og samfundet i stigende grad konstrueres i dialogiske termer, og fremhæver betydningen af dialog mellem forskere og offentligheden.
Forskningskommunikation bør være en aktiv dialog fremfor vidensformidling
I denne artikel argumenterer Karsten Pedersen og Martina Skrubbeltrang Mahnke for behovet for mere dialog mellem forskere og borgere for at belyse, hvad videnskab er, og hvordan det påvirker samfundet.
Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation
Dette dokument opstiller syv principper for god forskningskommunikation og understreger vigtigheden af åbenhed, præcision og dialog i formidlingen af forskningsresultater.
Forskningskommunikation - Vetenskapsrådet
Den svenske Vetenskapsrådet fremhæver, at forskningskommunikation bidrager til øget forståelse, tillid og engagement i forskning hos offentligheden og beslutningstagere, og understreger betydningen af en aktiv dialog om forskning.
The Knowledge Deficit Model and Science Communication
