Manden der tegnede sin afhandling

Hvad tænker du på, når du hører om videnskabelige artikler og akademiske udgivelser?

Formentlig tænker du på en tekst. Måske en hel masse tekst.

Men akademisk viden kan godt være både seriøs og lødig, selvom den er båret af tegninger. Det slog Columbia University i USA fast, da de i 2015 tildelte Nick Sousanis en ph.d.-grad på baggrund af en tegnet afhandling.

Afhandlingen hedder Unflattening og blev lavet ved universitetets Teachers College. Kort fortalt består den af en række filosofiske essays, der blandt andet argumenterne for at se ting fra flere perspektiver. Og så er den vel at mærke tegnet fra ende til anden.

Vi har talt med Nick Sousanis, der i dag står i spidsen for tegneserie-uddannelsen ved San Francisco State University, om afhandlingen og om at bruge tegneserier i videnskabelige sammenhænge.

Hvorfor tegnede du din afhandling – hvorfor skrev du den ikke ’bare’?

Som barn lavede jeg tegneserier, og det fortsatte jeg med ind i college-årene og også bagefter. Det var ikke noget, man kunne studere, og jeg så det ikke som noget intellektuelt.

Selvom jeg aldrig stoppede helt med at lave tegneserier, vendte jeg først for alvor tilbage til det, mens jeg boede i Detroit og arbejdede med et kunstmagasin. I den forbindelse blev jeg inviteret til at deltage i en kunstudstilling, der handlede om det amerikanske præsidentvalg i 2004. Og fordi jeg kun fik få dages varsel, greb jeg til tegneserier.

Det blev et vendepunkt for mig: fra at bruge tegneserier til at fortælle historier i klassisk forstand til også at bruge dem som essayform.

Jeg fortsatte ad den vej bagefter: jeg lavede en længere tegneserie som et essay til en udstilling om spil og kunst. Og det var med det arbejde i bagagen, at jeg – da jeg besluttede at tage en ph.d. – følte, jeg havde fundet en måde at nå ud til folk og formidle store ideer uden at forsimple dem. Det gav mig også mulighed for at bringe hele mig selv i spil. Min kærlighed til at tegne og tænke kunne forenes.

Fordi jeg havde været væk fra universitetsverdenen i nogle år, gik jeg lidt naivt til det – jeg tænkte bare: "Hvorfor ikke?" Men da jeg først kom igang, blev projektet en argumentation for sin egen berettigelse. Altså at den her slags arbejde også bør tælle.

En del af mit argument var, at jeg faktisk kunne udrette mere i tegneserieform, end jeg kunne med ren tekst – ordet unflattening kom til mig tidligt i processen, da jeg forsøgte at forklare, hvordan jeg kunne lægge mere information i ét enkelt fladt ark papir, end man skulle tro var muligt. Muligt på grund af samspillet mellem tekst og billede, billede og billede, billede og side, og forskellige måder at lagdele på…

‍

‍

På hvilken måde er det at tegne mere end bare at formidle dine forskningsresultater?
Det er en måde at tænke på.

Folk spørger, om jeg starter med ord eller billeder, og jeg svarer: "Ja."

Jeg laver store skitser og kort over ideer – noter, tegninger, layouts – og ser, hvor det fører mig hen. Og det handler netop om det: hvor det fører mig hen. Mit visuelle system skaber forbindelser, når jeg kigger på de storeskitser, og det åbner op for nye muligheder. Det fører ofte til, at jeg må lavemere research – og sådan fortsætter cyklussen.

Det at tegne – og den fysiske handling, det er at tegne – åbner for nye retninger og perspektiver. Og forskellen mellem det her projekt og et projekt, hvor jeg først skrev noget og derefter fandt billeder, er enorm. At tegne, at lave tegneserier – det er en tænkende praksis. En måde at tænke. Jeg fører en samtale med mine tegninger, og de gør mig klogere, end jeg ville være uden dem. Og de får mig til at se ting på måder, jeg ellers ikke ville.

Har du mødt kritik undervejs – for eksempel fra folk, der siger, at det ikke er "rigtig" videnskab?
‍Jeg har ikke mødt så meget af det. Men jeg husker nogle kommentarer fra ældre akademikere, mens jeg stadig arbejdede på afhandlingen – noget i stil med: "Hvis du ikke kan lide, hvordan vi gør i universitetsverdenen, hvorfor så være her?"

Det er en fjollet kritik, synes jeg. For man vil jo altid gerne forbedre det, man er en del af. Det gælder også for uddannelse.

Er der nogen, der afviser mit arbejde, fordi det er tegneserier? Sandsynligvis. Men det, at det har fået opmærksomhed fra både Harvard og Nature, viser jo, at nogen har taget det alvorligt – ikke kun et bedømmelsesudvalg – så jeg bekymrer mig ikke så meget om det.

‍Hvad er den største anerkendelse, du har fået for din afhandling?
‍En studerende kom hen til mig efter et oplæg på hendes universitet og sagde: "Din bog fortalte mig ikke, hvordan jeg skulle ændre mit liv – den viste mig, at jeg selv kunne gøre det."

Det har hængt ved lige siden.

En anden studerende lavede en dans som fortolkning af bogen. Det var fantastisk. Men endnu bedre var, at hun bagefter lavede sit bachelorprojekt som dans, inspireret af arbejdet med min bog.

Sådan noget er det bedste – det, folk gør med mit arbejde. Selvfølgelig er det fedt med priser og at se det brugt i fagområder, jeg aldrig havde forestillet mig, men jeg vender altid tilbage til de situationer, hvor nogen bruger det til at skabe noget selv – dét er spændende!

Hvilke af dine produktioner – udover artiklen i Nature og din afhandling – er du særligt stolt af?Min tegneserie om entropi i Boston Globe er en af mine absolutte favoritter. Den tager fat på nogle virkelig komplekse begreber på en side, der er formmæssigt ambitiøs og fungerer rigtig godt. Jeg får sagt meget – både gennem tekst, billeder og layout.

Se tegneserien om entropi her.

Jeg var også medforfatter på en tegneserie om udfordringerne og mulighederne i at gøre tegneserier tilgængelige for blindelæsere. Det var for MIT Technology Review. Onlineversionen har en tilgængelig lydversion, som vi udviklede i takt med den trykte udgave. Jeg ved ikke, om det er decideret "videnskab", men det bygger på flere års research i forbindelse med mit arbejde med tilgængeligetegneserie.

Læs, lyt og se mere om arbejdet med at gøre tegneserier tilgængelige her.

Jeg arbejder langsomt, så der er ikke så meget andet – bortset fra nye ting, som indeholder tonsvis af videnskab. Men det er hemmeligt, indtil det er færdigt!

Har du nogen råd til andre forskere, der overvejer at arbejde med tegning eller andre ikke-skriftlige formater?
Jeg tror, at nøglen for forskere er at omfavne tegning fuldt ud – og at se det som en måde at tænke på.

Lær om tegneserier – både ved at læse bredt og ved selv at prøve kræfter med det, også selvom man ender med at lave noget i samarbejde med andre.

Det er afgørende at forstå, hvordan man skaber mening på en side. Altså, det handler mere om at tænke i tegneserieform, end om, hvor godt man tegner.

Mange har en tendens til at skrive en masse tekst også prøve at proppe det ind i tegneserieformat. Men det skal være en langt mere iterativ proces, hvor man hele tiden tænker over, hvordan de enkelte elementer fungerer sammen. Det ændrer måden, man formidler på. Men det kræver, at man tænker visuelt helt fra starten.

Lav skitser, lav dårlige tegninger. Og se, hvad tegningerne kan lære dig om at organisere ideer. Vær åben for at blive overrasket over, hvordan det hele hænger sammen.

Det er en vigtig pointe for mig: Hvis jeg på forhånd vidstepræcis, hvad der ville ske på siden, ville det være, ja, temmelig fladt. Men hvis samspillet mellem mine tegninger og idéer fører mig et sted hen, jeg ikke havde forventet, så er det altid spændende – for mig, og, tror jeg, for læseren.

Så: Prøv at tegne. Og se, hvor det fører dig hen!

‍